Grambogård-produkt vandt guldpris
Den tørsaltede skinke fra Grambogård har fået en særlig produkt-anerkendelse ved den store tyske fagmesse, Süffa.
Den international jury vurderede, at den tørsaltede skinke fra Grambogård er så god, at den var værdig til at opnå det maksimale antal point. Det udløste en guldmedalje.
Juryen tog stilling til udseende, tekstur, konsistens, farve, lugt og smag - og endte altså med en gylden tommel op på alle parametre.
Fokus på kvalitet
Skinken er let røget og modnet over fire måneder. Den er krydret med havsalt og peber, hvilket giver en pikant smag.
I et opslag på Grambogårds LinkedIn-side fortæller direktør Niels Beier:
- Vi er stolte af, at vores kvalitetskød fra Grambogård bliver anerkendt på internationalt topniveau. Det viser os, at fokus på kvalitet, godt håndværk og dyrevelfærd betaler sig. Respekten for dyrene og de tidskrævende modningsprocesser giver det bedste udgangspunkt for en spiseoplevelse ud over det sædvanlige, siger han.
Grambogård tilbyder fire charcuterier.
Konceptet er, at produkterne skal være skabt i respekt for dyrenes velfærd og slagterhåndværket – og med omhu når det gælder fermenteringsproces og tørrings- og modningstider.